Om Rudkøbing Havn

Rudkøbing Havn er placeret ud mod Det Sydfynske Øhav og i gå-afstand fra Rudkøbing by med spændende specialbutikker, gallerier, spisesteder og hyggelige gader og stræder med brosten, ældre købmandsgårde og småhuse. Rudkøbing bærer også præg af, at Langeland er kunstnernes ø, og får man lyst til en cykeltur uden for byen til smuk natur og kreative værksteder, er cykelleje dækket af havnepengene.

Rudkøbings bykerne har et autentisk præg af gammel købstad, hvor der fra byens hovedgade er kig til det smukke landskab på Rudkøbing Vejle. Der er ca. 4.500 indbyggere i Rudkøbing.

Vil man hellere blive på havnen, er der også her spisesteder og legemuligheder for børnene.

Det er uvist, hvornår Rudkøbing Havn blev anlagt, men den fandtes i 1600-årene. I første halvdel af det nittende århundrede blev søndre og nordre havnebassin anlagt. Havnen  rummer nu flere forskellige havne: Moderne lystbådehavn, fiskerihavn med småbåde, garnskure, industrihavn og færgehavn.

I fiskerihavnen finder man havnens fiskebutik.

Der kan bades fra  badebroen på nordsiden af lystbådehavnen, eller man kan gå til badeanstalten syd for havnen, hvor der også er en strand. Her kan man nyde en smuk solnedgang over øhavet.

Har man lyst til en færgetur til Strynø, sejler M/F Strynø, som blev bygget i 2013, flere gange om dagen. Overfarten varer ca. 30 minutter. Ved færgelejet ligger den gamle ventesal, som er fra ca. 1926.

Havnen er ejet af Langeland Kommune, som løbende arbejder med renovering af havnen og med at skabe et havnemiljø, der binder by og havn sammen.