Om Bagenkop Havn

I Bagenkop Havn finder man en fiskerihavn med mange kuttere, der hver dag vender hjem for at losse deres fangster. Samtidig er lystbådehavnen aktiv med mange gæstesejlere, som kan benytte havnen som station på vejen mod Tyskland.

For enden af molen står det 10 m høje udsigtstårn, hvor solen bliver spillet ned hver aften i juli måned. Her er også bageriudsalg og kunsthal.

Det er muligt at købe frisk fisk på havnen ligesom der er forskellige andre indkøbsmuligheder og spisesteder både på havnen og i byen.

For børn er der legeplads og en ny krabbebro, som er formet som en kopi af Rasmus Klumps skib ”Mary”. Nord for havnen er der en fin badestrand.

Havnepenge dækker lån af cykler, så der er mulighed for udflugter i det smukke landskab, hvor man f.eks. kan besøge de vilde heste ved Klise Nor.

Kommer man ikke sejlende til Bagenkop, er der alligevel mulighed for en sejltur i en af de både, der bliver udlejet på havnen.

Bagenkop fik i 2011 hædersprisen ”Årets landsby”. Byen har 483 indbyggere og ligger 25 km syd for Rudkøbing.

Havnen er ejet af Langeland Kommune.